Danmarks første el-taxa på gaden i Odense
Pressemeddelelse:
TaxaFyn sætter som det første taxaselskab i Danmark en elbil i drift som hyrevogn.
TaxaFyns eldrevne taxa vil køre i Odense og indvarsler en ny æra
for elektricificeringen af hyrevognsbranchen og endnu et skift mod
grønnere kollektiv transport.
TaxaFyn forventer, at fremtidens hyrevogne i væsentlig grad vil
bestå af de miljøvenlige elbiler.
Pionerånd skal bane vejen
Odenses borgmester Anker Boye, som den 16. december forestod
afsløringen af el-taxa'en, ser med begejstring på TaxaFyns
initiativ,"Det er glædeligt, at endnu en lokal virksomhed tager et
grønt initiativ.
Vi har brug for vilje og pionerånd for at sætte fart på
introduktion af ny, miljøvenlig teknologi. Erfaringer skal nu
engang gøres i det virkelige liv og fra politisk hold ser vi med
stor interesse på projektet og glæder os til, at flere fynboer kan
stifte bekendtskab med elbil teknologien".
Taxabranchen skal tage miljøinitiativer
Odense Taxas Adm. Direktør Peter Kjærgaard siger om tankerne bag
el-taxa initiativet,"Der bliver talt meget om vigtigheden af
grønnere transport, og nu tager vi så det første initiativ med at
sætte den første hyrevogn i drift.
I takt med at branchen skal løse de åbenbare udfordringer med at
få økonomien for den enkelte chauffør og elbil infrastrukturen til
at hænge sammen, er det vores mål løbende at indfase eldrevne
taxa'er i bilflåden. Vi ønsker, at være med fra start og opnå viden
og erfaring på området".
Danmark som foregangsland i elbil
løsninger
Indfasningen af elbiler er i tråd med de overordnede
samfundsmæssige mål for en grønnere dansk trafik. Lærke Flader,
branchechef i Dansk Elbil Alliance siger:
"Elbilerne kan være en del af løsningen på de klima- og
forsyningsmæssige udfordringer, som specielt transportsektoren står
over for.
Og der er næppe nogen brændstofbil, som er så effektiv som
elbilen. Elbilen bruger kun en fjerdedel af den energi, en
tilsvarende benzinbil bruger, fordi virkningsgraden er så høj.
Samtidig kan elbilen udnytte strømmen fra vindmøllerne. Derfor skal
vi have elbiler," forklarer Lærke Flader og fortsætter:
"Ifølge Det Internationale Energi Agentur slipper de kendte
oliereserver op inden for en 40-årig horisont. Og det vil sige, at
allerede om tre år, fordi olie er så knap, forventes benzinpriserne
at stige med 50 procent. Elbilen er med til at kunne gøre os
uafhængige af andre landes fossile brændstoffer".
Landsdækkende net af opladere
Netop opladningen af elbilen er essentiel, særligt når den skal
bruges til taxakørsel. Elbiloperatøren ChoosEV, der står for at
levere opladning til TaxaFyn, er i gang med at opbygge en
landsdækkende infrastruktur af hurtig opladning til elbiler, og
Odense bliver netop en af de første byer udenfor hovedstaden, de
kan tilbyde hurtig opladning.
"Vi sætter en Quick Charge station op ved Føtex på
Vesterbro, som netop vil være el-taxa'ens faste holdeplads. Dermed
kan den hurtigt få ladet batterierne op, så den kan tage så mange
ture som muligt, og skåne miljøet for den CO2 udledning
turen i en almindelig taxa ellers havde givet,"
fortæller Lars Bording, adm. direktør i ChoosEV.
Dansk ekspertise og japansk teknologi
Det er de danske eksperter i intelligente trafiksystemer, herunder
komplette taxameterløsninger, Finn Frogne A/S, der har forestået
tilpasning og montage af taxametersystemet til elbils brug.
Virksomheden er mangeårig leverandør af de systemer til booking
og trafikdirigering, der dagligt bruges til at koordinerer alle
TaxaFyn centralernes kørsler, herunder patientbefordring til og fra
hospital og institutioner på Fyn.
TaxaFyns eldrevne taxi er en Nissan Leaf, en af de første
100 % elektriske serieproducerede personbiler. Udadtil ligner
bilen enhver anden moderne 4-dørs sedan, kun navigationssystemet
med indikation af aktionsradius og opladesteder samt en tagspoiler
med solceller til 12V batteriet, afslører, at de er tale om sidste
nye elbils teknologi.
Gratis prøvekørsel i december
TaxaFyns julegave til alle odenseanere er en gratis prøvetur i den
nye elbil. Indtil jul vil el-taxa'en være stationeret på Flakhaven
i Odense, og alle interesserede kan møde op og få en rundtur.
Herefter vil den eldrevne taxa indgå i normal drift blandt Odense
Taxas flåde af 140 hyrevogne.
For yderligere information og billeder:
Odense Taxa: Afd. Chef. Henrik L. W. Jørgensen, mail:
hlw@taxafyn.dk, tlf: 24619667, www.taxafyn.dk.
ChoosEV: Kommunikationschef Ann Marker, Tlf: 52190838, E-mail:
am@choosev.com, www.choosev.com.