SE vil halvere sin CO2-udledning - Nu får medarbejderne mulighed for at køre elbil
SE (Tidl. Syd Energi) er et af de energiselskaber i Danmark, der hjælper de danske virksomheder med at spare mest på energien. I forlængelse heraf føler SE en stor forpligtigelse til, at tage sin egen medicin og agere som det gode eksempel.
I sin netop vedtagne CSR Strategi har SE derfor
sat sig et mål om, at halvere sin egen CO2 udledning inden 2020.
Dette mål skal dels indfries ved opførelsen af et nyt domicil, med
en unik og bæredygtig energiprofil, men bl.a. også ved et stærkt
fokus på virksomhedens store bilpark.
Nu tager SE første skridt på vejen mod
en grønnere bilpark
Mandag den 16. januar kl. 15.00 i Sønderborg får
de første 10 SE-medarbejdere mulighed for at stifte bekendtskab med
at køre elbiler. Det udspringer af, at SE over de kommende 2 år
skal deltage i prøveordningen testenelbil.dk, hvor medarbejdere får
stillet en elbil til rådighed i tre måneder, hvorefter en kollega
overtager bilen:
- Vi føler et stort ansvar, som et af Danmarks
største energiselskaber, for at skabe et mere bæredygtigt klima.
Ved at deltage i testenelbil.dk kan vi slå flere fluer med et smæk.
Vi mindsker CO2 udledningen, indsamler erfaringer, der fremover gør
det muligt at tage langt flere elbiler i brug, og endelig bliver
elbilen mere nærværende for såvel medarbejdere som vores kunder,
forklarer Niels Duedahl, adm. direktør i SE.
Netop det at bringe elbilen nærværende er en
vigtig pointe. Elbilen er stadig et uhåndgribeligt fremtidsfænomen
for almindelige mennesker, hvilket SE i en årrække har arbejdet med
gennem sit ejerskab i elbilsfirmaet ChoosEV:
- Elbilen bliver afgørende for fremtidens grønne
energisystem, men vi får hverken virksomheder eller hr. og fru
Jensen til at tage elbilerne til sig før, at de bliver nærværende
og der skabes tillid til dem, fortsætter Niels Duedahl.
SE vil gå forrest som
rollemodel
Med en ny CSR Strategi, der indebærer at SE skal
halvere sin CO2-udledning inden 2020, vil SE vise at det er muligt
at have store ambitioner og stadig nå sine mål:
- Når vores klimarådgivere i SE Big Blue
fortæller Danmarks største virksomheder, at vi kan reducere deres
energiforbrug og klimabelastning meget mærkbart, skal vi med
stolthed i stemmen kunne fortælle, at vi tager vores egen medicin.
Alt andet vil være utroværdigt. Og når det er sagt, er det jo også
en rigtig god forretning at spare på energien og reducere
klimabelastningen, siger Niels Duedahl.
For at nedbringe CO2-udledningen vil SE for det
første nedbringe energiforbruget og klimabelastning i virksomhedens
egen bygningsmasse og administration. Første store skridt på vejen
bliver opførelsen af det nye domicil i Esbjerg, der bl.a. skal
opføres efter passivhus-standarderne med Danmarks næststørste
solcelleanlæg, en serverpark der kan konkurrere med Google og
Facebook på energieffektivitet og derudover medvirker byggeriet til
at udvikle nye løsninger, hvor intelligente energisystemer med
tilhørende energistyring sikrer den bedst mulige udnyttelse af de
vedvarende energikilder.

Denne del af strategien sætte i øvrigt også
fokus på opførelse af vindmøller, reduktion af energitab i
elnettet, øget udnyttelse af digitale muligheder og endelig skal
SE's bilpark gøres grønnere. Det sikres bl.a. ved at stille krav
til bilerne energiklasse, øget brug af elbiler og ved at reducere
vægten i servicebilerne.
Bag testenelbil.dk står ChoosEV, der beskæftiger
sig med leasing og drift af elbiler. Samtidig opbygger ChoosEV en
landsdækkende opladningsinfrastruktur til elbiler. Virksomheden er
ejet af SE og SEAS-NVE.
For mere information, eller flere
billeder, kontakt:
Niels Duedahl, adm. direktør, SE, tlf. 2922
8508
Jan Lyng Lauridsen, Kommunikationschef, SE, tlf. 2053 5876 Ann
Marker, kommunikationschef, ChoosEV, tlf. 5219 0838